Helt nyt atletikanlæg i Aarhus er nu indviet
Onsdag d. 19. august blev det nye atletikanlæg i Vejlby-Risskov officielt indviet. Anlægget skal være et nyt samlingspunkt for atletikken i den nordlige del af Aarhus og give endnu flere børn, unge og voksne mulighed for at dyrke idræt og bevæge sig i hverdagen.
Salling Fondene har støttet projektet med 10 millioner kroner.
Ved indvielsen klippede næstformand for Salling Fondene, Karin Salling, den røde snor sammen med rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, og sportschef i Aarhus Fremad Atletik, Peter Johansen.
Derefter var det på fineste vis børn fra Aarhus Fremad Atletik, der som de første tog anlægget i brug og løb den første runde på banen.
Vejlby-Risskov har nu et helt nyt atletikanlæg, som kan blive et aktivt samlingspunkt for både foreninger og aarhusianere i mange år fremover.