Danmarks største badmintoncenter er åbnet i Højbjerg
Højbjerg Badminton Klub har i de seneste år oplevet stor medlemsfremgang, og nu er der skabt plads til endnu flere på banerne, da de d. 8. juni åbnede deres nye hal.
Med ni ekstra baner er kapaciteten fordoblet, og klubben står nu med 18 baner i alt. Det giver bedre muligheder for at favne endnu flere børn, unge, motionister, paraspillere og eliteudøvere – og styrker samlet set rammerne for et af landets stærkeste badmintonmiljøer.
Salling Fondene har bidraget til projektet med i alt 10 millioner kroner.
Åbningen blev markeret på ægte badmintonmanér, da næstformand i Salling Fondene, Karin Salling, tog første kamp i en direkte duel mod tidligere verdensmester og OL-sølvvinder Camilla Martin, der selv er vokset op i klubben.