Styrket indsats skal hjælpe flere udsatte børn og unge
Flere børn og unge i udsatte positioner skal have mulighed for at klare sig godt i skolen og i livet.
Derfor har Salling Fondene doneret 4 mio. kr. til Lær for Livet, som nu kan udvide sin indsats i Jylland og hjælpe endnu flere børn og unge med støtte gennem skolelivet.
Lær for Livet har siden 2012 støttet børn og unge i udsathed over hele landet i at klare sig i skolen og i livet.
Støtten gør det muligt at tilbyde 500 børn et seksårigt læringsprogram. Samtidig skal der etableres flere læringscamps, klubfællesskaber og frivillige mentorforløb samt styrkes rekruttering og uddannelse af frivillige i Jylland. Derudover åbner Lær for Livet et kontor i Aarhus, så organisationen kommer tættere på børnene, familierne, kommunerne og de frivillige, der udgør kernen i indsatsen.
Der er tale om et flerårigt partnerskab mellem Lær for Livet, Salling Fondene og Grundfos Fonden.
Med en samlet donation på 8 mio. kr. kan endnu flere børn og unge i Jylland nu få glæde af den støtte og de fællesskaber, som Lær for Livet tilbyder.
Donationsmodtager: Lær for Livet
Donation: 4.000.000 kr.